Senior Security Architect
Vil du være primus motor på at designe og implementere Microsoft Security i en af Danmarks største kommuner målt på indbyggertal? Motiveres du af en nyoprettet stilling, hvor du får reelt teknisk ejerskab med centrale teknologier som Defender, Purview, Entra og Intune?
Frederiksberg Kommune søger en Senior Security Architect til en nyoprettet rolle med teknisk ejerskab for kommunens Microsoft Security-område. Du skal være med til at forme sikkerhedsfunktionen, designe robuste løsninger og sikre, at arkitektur, governance og implementering hænger sammen i hverdagen.
Kommunen er kompakt i geografi, men stor i kompleksitet: ca. 106.000 borgere, ca. 7.000 ansatte, mere end 400 systemer og et betydeligt IT-fodaftryk. IT-organisationen er de seneste år vokset fra cirka 30 til omkring 70 medarbejdere, og der er investeret markant i modern workplace, informations- og cybersikkerhed, governance, drift og tekniske platforme. Næste skridt er at få en intern nøgleperson, der kan skabe overblik, prioritere rigtigt og tage ejerskab for Microsoft Security-sporet teknisk.
Om jobbet
Du bliver vores tekniske omdrejningspunkt for Microsoft Security med fokus på design, implementering og videreudvikling af løsninger, der skal fungere i en stor, kompleks organisation. Du skal kunne kombinere arkitektonisk overblik med praktisk konfiguration, teknisk analyse og sparring med kolleger på tværs af Digitalisering og IT.
Konkret betyder det, at du:
ejer den tekniske sikkerhedskonfiguration i for eksempel MS Defender, Purview, og Entra – du er med til både at designe opsætningen og implementere den
er tovholder på vores monitorering og aktive sikkerhedsarbejde. Du definerer og overvåger selv flere alarmer, og du sørger for, at hændelser fører til rettelser i sikkerhedsplatformene
arbejder tæt sammen med IT-infrastruktur om hærdning, adgangsstyring og logning
du indgår i arbejdet med governance for Teams og SharePoint og bidrager til at definere, hvordan løsningerne skal fungere i praksis
bidrager til udviklingen af kommunens sikkerhedsarkitektur.
Vi søger ikke en klassisk rådgiver. Vi søger en person, der både kan designe løsningerne og være med til at realisere dem. Du får et stort ansvar for den tekniske retning, men resultaterne skabes i tæt samarbejde med kolleger inden for drift, infrastruktur, arkitektur og informationssikkerhed.
Rollen er oprettet, fordi vi ønsker at udnytte de sikkerhedsfunktioner, vi allerede har investeret i, langt bedre. Vores ambition er blandt andet at styrke monitorering, databeskyttelse, endpoint-sikkerhed og governance på Microsoft-platformen.
I de første 3-6 måneder vil der være konkrete initiativer omkring Purview og Defender, hvor du kan komme godt ind i området og gradvist sætte dit præg. På længere sigt kan rollen udvikle sig i en mere arkitektonisk retning, afhængigt af din erfaring og ambition.
Om dig
Vi forestiller os, at du har solid praktisk erfaring med Microsofts sikkerhedsstak. Ikke bare kendskab til, hvad værktøjerne hedder, men erfaring med, hvordan de opfører sig, når de møder en organisation med rigtige brugere, komplekse driftsmiljøer og nødvendige undtagelser. Certificeringer som AZ-500/SC-500, SC-200, SC-300, SC-400 er et plus. Har du dem ikke, er der mulighed for at tage dem.
Vigtigere end certifikater er, at du kan bevæge dig mellem konsollen og whiteboardet. Vi er en mindre it-organisation, så du kommer til at sidde både på designsiden og med hænderne nede i implementeringen - og du skal kunne forklare begge dele for nogen, der ikke har din baggrund. Vi forventer også, at du kan skabe fremdrift med AI automatisering af konfigurationerne.
Du skal trives med at arbejde på tværs af fagligheder. En stor del af jobbet handler om at samarbejde tæt med specialister inden for infrastruktur, netværk, endpoint, arkitektur og informationssikkerhed for at finde løsninger, der både er sikre, driftsstabile og anvendelige.
Du er fagligt stærk og kan stå fast, når det er nødvendigt. Samtidig er du nysgerrig på andres perspektiver og ser værdien i at udvikle løsninger i fællesskab. Hos os opstår de bedste resultater sjældent alene foran en skærm, men i dialog med kolleger, der bringer andre kompetencer og erfaringer til bordet.
Du forventes ikke at være ekspert på alle teknologier, men en nysgerrighed for at lære mere. Det vigtigste er, at du forstår sammenhængen mellem design, implementering, governance og løbende forbedring af platformen - og at du har været hands-on med sikkerhedsløsninger i en organisation med rigtige brugere, komplekse miljøer og nødvendige undtagelser.
Om os
Du bliver en del af afdelingen Digitalisering og IT samt teamet Informationssikkerhed, som ledes af teamleder Amanda Aune. Teamet består af Esben, Kaj, Pia og Sille, der holder styr på informationssikkerheden – fra databehandleraftaler og risikovurderinger til de evige mysterier om, hvor data egentlig bevæger sig hen.
Du bliver teamets tekniske tyngdepunkt, og din hverdag vil være delt mellem informationssikkerhedsområdet og vores drifts- og infrastrukturenhed. Omtrent halvdelen af din tid vil være forankret tæt på specialisterne inden for servere, netværk og endpoints, hvor sikkerhedskrav omsættes til konkrete tekniske løsninger.
Du kommer også til at arbejde tæt sammen med vores IT- og sikkerhedsarkitekter, når nye løsninger skal få både sikkerhed, arkitektur og drift til at gå op i en højere enhed.
Du vil arbejde med sikkerhed på tværs af en organisation med cirka 7.000 medarbejdere og mere end 400 systemer i alle størrelser og aldre. Vi forsøger at holde hovedet klart (med kaffe), processerne ordentlige (med tegninger) og humøret højt (med en sund respekt for Murphys lov).
Stillingen er nyoprettet i et fagområde, kommunen investerer aktivt i. Der er altså noget at forme – ikke bare noget at vedligeholde.
Vi holder til på Frederiksberg Rådhus, centralt i byen, kun få minutters gang fra Frederiksberg Metro.
Vi tilbyder:
nyoprettet stilling hvor du får reelt teknisk ejerskab
designe og implementere næste niveau af Microsoft Security i en kommune med enterprise-kompleksitet
mulighed for certificeringer
løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst, med mulighed for indplacering som special- eller chefkonsulent alt efter kvalifikationer.
37 timers arbejdsuge inklusiv frokost med flextid og 21% pension, hvoraf 6% er fritvalgsordning.
Sådan søger du
Vil du høre mere om rollen, er du velkommen til at kontakte Joanna Eskildsen fra iHeadHunt på je@iheadhunt.dk eller 91870082.
Ansøgningsfrist: 30. oktober 2026. Opstart ønskes 1. januar 2027 eller tidligere, hvis muligt.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.
- Location
- Frederiksberg Kommune - København